Fem råd til dig, der er leder i nyt job
Den første periode som leder i nyt job kan føles kaotisk. Du står i en situation, hvor du, ligesom alle andre nyansatte, har meget lidt viden om den nye arbejdsplads – og alligevel skal du lede en medarbejderstab og skabe resultater.
Medarbejderne kan have en vis skepsis, fordi du ikke er som den foregående leder. Du stiller måske nye og flere krav, eller også gør du det modsatte.
Jeg har samlet fem råd, som du kan bruge, hvis du er leder i nyt job.
1. Lær organisationen at kende
Sørg for at lære din nye organisation og dine nye medarbejdere at kende. Lær hvordan man arbejder, og hvordan kulturen og jargonen er på din nye arbejdsplads.
Du skal kommunikere og skabe dialog med den øvrige ledelse og medarbejderne for at få deres tillid. Jeg anbefaler 1:1-møder med dine nye medarbejdere – hav en lille agenda med til møderne.
Nogle nye ledere har travlt med at ville ændre en masse og skabe hurtige resultater – men det er vigtigt, at du i første omgang sætter dig ind i organisationen og lærer den nye arbejdsplads at kende, før du begynder at have ambitioner om at ville ændre en masse.
2. Sæt dig ind i virksomhedens situation
Dernæst skal du sætte dig ind i virksomhedens situation og nutidsbillede.
Du skal bruge den første tid på at skabe dig et overblik over, hvad organisationen og virksomheden laver.
Hvem gør hvad og hvorfor – hvem er kunderne og konkurrenterne? – Hvordan ser det ud med økonomien, salget, ydelserne og produkterne? Hvilke trusler og muligheder er der? Hvilke trends er der i markedet? Hvordan ser fremtiden ud?
Det overblik, som du skaber dig, skal du bruge til at beslutte dig for den retning, som du vil tage virksomheden i. Du skal bruge overblikket til at vælge dit fokus for din kommende tid som leder.
3. Lav en 100-dagesplan
Du skal lave en plan for de første 100 dage, hvor du er leder i det nye job.
Planen skal være meget klar og indeholde dine personlige succeskriterier, og samtidig skal der være plads til en vis portion fleksibilitet. Den skal give dig overblik og sikre, at menneskene bag organisationen føler sig trygge.
4. Stå ved dine egne værdier og hav respekt for kulturen
Du skal stå ved dine egne værdier, men samtidig have respekt for virksomhedens kultur.
Det kan være, at din nye arbejdsplads har været vant til top-down-styring fra den tidligere leder, men nu vil du gerne have en mere flad struktur i organisationen, hvor alle kan byde ind med deres tanker og ideer til forandringer.
Du skal stå ved, at det er værdier, som du har gode erfaringer med, og som du gerne vil bringe med ind på din nye arbejdsplads. Du skal prioritere at kommunikere dine værdier ud til medarbejderne, alt hvad du kan.
5. Vær ambitiøs
Hvis du vil skabe forandring i den nye virksomhed, skal du være ambitiøs.
Drop undskyldningerne og tankerne om, at du skal være ydmyg over for organisationen, men vis respekt.
Pas på med at lave de store armbevægelser i begyndelsen, for det vil virke utroværdigt, og som tidligere skrevet, skal du bruge den første tid på at sætte dig ind i organisationen.
Før du kan lægge op til de store forandringer og ambitioner, skal der være tillid til, at du kender organisationen.
Men når du kender organisationen, skal du vise dig som den nye leder – og det gør du ved at være ambitiøs.
Som den nye leder i nyt job kan du have behov for sparring og rådgivning. På blogindlægget her kan du læse om, hvordan jeg arbejder med rådgivning af direktører og ledere.