Forandringsledelse, kriseledelse og demokratisk ledelse: Hvad er forskellen?
Vi ser og hører det alle vegne:
Strategisk ledelse – kriseledelse – distanceledelse – forandringsledelse – bæredygtig ledelse – vækstledelse – demokratisk ledelse – ”find selv på mere”-ledelse.
Men er det ikke bare ledelse?
Vi pakker ledelse ind i en masse flotte ord for at give begrebet en bestemt betydning, og så tror vi, at det hiver vores ledelsesstil i en bestemt retning.
Ledelse er bare “ledelse”
Jeg vil gerne slå fast med 7-tommersøm, at ledelse er ledelse – uanset hvad vi sætter foran ordet.
Ledelse handler om at motivere og lede andre til at yde deres bedste i en bestemt opgave.
I mine øjne handler ledelse i virkeligheden om evnen til indlevelse, evnen til at give plads, vise respekt og nærvær, tillid, ro og evnen til at være i sig selv.
Som leder skal du være opmærksom på det hele, uanset om du skal lede i en krisetid, på distance, eller om du skal føre forandringsledelse.
Vi skal lade være med at tro, at vi kan tage vores ledelsesstil i en bestemt retning, hvis vi for eksempel kalder det ”forandringsledelse”.
Men hvis du for eksempel skal være leder i en krisetid, så kan du i en periode skrue op for ”nærværs-knappen”, fordi der vil være behov for at man kommer samlet igennem perioden. Ligesom man i en periode med medgang kan skrue op for
”tillids-knappen”, da overskuddet giver luft til fokus på andre indsatser.
Dine arbejdsopgaver vil naturligvis også afhænge af situation og tidspunkt i virksomheden.
Men vi kan ikke komme udenom, at ledelse bare er ledelse.
Hvad kendetegner en god leder?
Du kan godt lære at være en god leder, men med personlige leder-egenskaber bliver det lettere for dig.
En god leder er én, der tør være sig selv. En god leder er autentisk, viser sine medarbejdere tillid, tror på egne værdier og er en god rollemodel.
Tillid skabes i et miljø, hvor fejl accepteres. Tillid og ansvarlighed viser du bedst, ved at lade medarbejderen arbejde selvstændigt med sine opgaver, når der er enighed om budget og mål.
Du skal være motiverende og virke overbevisende over for medarbejderne. Det betyder, at du skal tage teten. Du skal føre an og vise vejen, og så følger medarbejderne trop. For nogle falder det helt naturligt at lede andre mennesker til at løse opgaverne og arbejde hen mod et fælles mål.
Ovennævnte er mine betragtninger og jeg hjælper dig gerne med at udløse dit ledertalent eller med for eksempel at sammentømre en ledergruppe.