Tanker om nutidens bestyrelsesarbejde

Bestyrelse, samarbejde, forretning, udvikling, strategi.jpg

Det at arbejde i en bestyrelse anno 2021 er noget helt andet, end det var engang.

I løbet af de seneste år er der sket et skifte i den måde, hvorpå bestyrelsesarbejde bliver udført. Flere af mine kolleger kalder det et paradigmeskifte. En bestyrelse er stadig et kontrollerende og beslutningstagende organ – men den er samtidig så meget mere end blot at være en kontrollerende funktion.

Arbejder man i en bestyrelse i dag, kræves det af bestyrelsesmedlemmerne, at man er interesserede, engagerede og har evnen til at indgå i dialog. Bestyrelsens medlemmer skal være professionelle udi bestyrelsesarbejde, og de skal have kompetencer, der matcher den pågældende virksomhed.

Jeg mener, at den professionelle bestyrelse skaber værdi for en virksomhed, ved at medlemmerne bruger sin tid og sine forskellige kompetencer til at rådgive, sparre og gå i dialog.

Kompetencerne i en bestyrelse giver værdi og diversitet, og det er hele humlen i en professionel bestyrelse anno 2021.

Fokus på fremtiden

Den nye måde at lave bestyrelsesarbejde på er jeg stor tilhænger af, fordi min interesse i bestyrelsesarbejde ikke ligger i at være en del af et kontrollerende organ, som på den gammeldags facon.

Jeg laver bestyrelsesarbejde, fordi jeg har en dybfølt interesse i at udvikle og vækste i virksomheden. Det, som jeg brænder for, er at følge virksomhedsejerne op i helikopteren for at se nye muligheder.

Jeg plejer at sige, at mit fokus er 80/20. Det vil sige 80 % af mit fokus er på fremtiden, mens jeg kun fokuserer 20 % på fortiden. Vi er dog nødt til at have det ”kedelige”, kontrollerende arbejde med, fordi det kræves af en bestyrelse, men jeg vil helst bruge min energi på at skabe udvikling og vækst for virksomhedens fremtid.

Fortiden kan vi alligevel ikke lave om på, men vi kan skabe de bedste rammer for fremtiden.

Som bestyrelse har vi et stort ansvar

Jeg er interesseret i at dykke ned i virksomheden – helt ind til kernen.

Jeg vil gerne komme så tæt på virksomheden som muligt – så tæt på, som posten som bestyrelsesformand eller bestyrelsesmedlem tillader det. Det gør jeg, fordi jeg vil finde ud af, hvordan jeg bedst kan bidrage med mine kompetencer – hvordan jeg bedst kan skabe værdi. Jeg vil tæt på, fordi jeg vil have en viden om forretningen, så jeg kan være med til at træffe de bedste strategiske beslutninger på et velfunderet og forsvarligt grundlag.

Jeg skal kende forretningen, have viden om markedet, viden om kunderne, og jeg skal være bevidst om, hvilke eventuelle muligheder og trusler der kan være. Jeg skal vide, hvordan virkeligheden for den pågældende virksomhed ser ud, og hvor den i givet fald er på vej hen.

Som bestyrelse har vi et stort ansvar for udviklingen i virksomheden. Vi skal tage beslutninger om, hvad der skal ske, og vi kan derefter rådgive om, hvordan det skal ske, ved at vi trækker på vores forskellige kompetencer. 

Det er ikke let at komme tæt på kernen i virksomheden, uden også at komme til at tage del i spørgsmålet om, hvordan beslutningerne føres ud i livet. Men vi tager ikke ansvaret fra direktøren, som er den, der i sidste ende skal rykke på muligheder for udvikling og forandringer.

Mit endelige mål med bestyrelsesarbejde er at skabe værdi. Værdien skal ikke kun kunne tælles i kroner og øre – værdien skal også kunne mærkes med det, som jeg tilfører virksomheden på baggrund af min erfaring og mine kompetencer. Det er dét, som den professionelle bestyrelse anno 2021 kan.

Er du forvirret over mine mange kasketter? Læs dette blogindlæg og bliv klogere på, hvad det egentlig er, jeg laver.

Forrige
Forrige

Direktørrådgivning er ikke kun til gavn for direktøren

Næste
Næste

Implementering - jeg er fan!