Vi har slettet en bestemt ting fra samtalerne i erhvervslivet - og det ærgrer mig
Der er mange andre ting end blot kroner og øre, der fylder i et virksomhedssalg, skriver Lars Hovgaard, rådgiver i forretningsudvikling, virksomhedssalg og exitstrategi.
Af Lars Hovgaard, virksomhedsrådgiver
I 2024 kunne jeg ønske mig, at der var én ting, vi i det danske erhvervsliv blev bedre til at tale om:
Følelserne i det at drive - og sælge - sin virksomhed.
Det er især i salget, at jeg som rådgiver mærker, hvor meget der er på spil for den enkelte ejerleder. For ham eller hende er virksomheden måske resultatet af en god idé, der opstod for årtier siden, og som siden har vokset sig til et livsværk. Virksomheden er familiens grundlag, intet mindre.
Derfor ærgrer det mig, at salgsprisen ofte er det eneste, der bliver talt om til middagsselskabet, i golfklubben eller i medieomtalen, når en stolt, dansk virksomhed er blevet solgt.
Hvad blev den solgt for. Jo højere pris, jo bedre.
Min oplevelse er, at prisen fylder mindre for den enkelte ejerleder - og at et væld af andre vigtige dele af salget fylder mindst lige så meget.
Tænk, hvis det blev normalt at sige højt:
“Jeg valgte den køber, der ville beholde alle mine skattede ansatte. Dem, der tilbød mere, ville skære i medarbejderstaben”
eller
“Jeg valgte den køber, der ville føre brandet videre, frem for at nedlægge det. Det føltes rart, frem for at se mit livsværk blive slettet.”
eller
“Jeg valgte den køber, der bevarer fabrikken og dermed arbejdspladserne i vores lille by. Det var jeg nødt til at prioritere, selv om jeg kunne have fået X millioner mere hos en anden køber - men de ville flytte produktionen.”
Der er mange andre ting end blot kroner og øre, der fylder i et virksomhedssalg.
Det håber jeg, at vi bliver bedre til at fortælle om - og spørge til.