Kræver det grå hår at være headhunter..?
Headhunter, rekrutteringskonsulent, talent-agent, karriererådgiver… Kært barn har mange navne.
Det at være ’headhunter’ er ikke en beskyttet titel. I princippet kan alle anskaffe sig en computer og en mobiltelefon og derefter ringe og sige, at de kender nogen, der kan noget, og så kalde sig headhunter.
Men det kræver dog erfaring at være en dygtig headhunter. Jeg vil endda vove at påstå, at det kræver en del grå hår. Ikke kun dem, man får med alderen på hovedet – dem kan alle få. Nej, jeg mener de grå hår, som man får ved at have haft hænderne i mulden i godt og vel 25 år, hvor man har oplevet både op- og nedture.
Jeg har mange grå hår. Jeg har igennem min tid som salgschef, bestyrelsesmedlem og direktør fået erfaring og et solidt kendskab til de dynamikker, der er i en virksomhed. Jeg forstår alle bindeled fra top- til mellemledelse, fra indkøb til salg og fra produktion til logistik. Jeg ved, hvordan organisationen fungerer, og jeg ved, hvad der skal til, for at få den til at fungere.
En headhunter skal turde udfordre
Min opgave som headhunter er naturligvis at undersøge virksomheden grundigt. Virksomheden skal udfordres på arbejdsgange, arbejdskultur og vaner. Det skal den, fordi en ny person på holdet vil præge virksomheden, og måske er netop dét anledning til også at ændre arbejdsgange.
En headhunter skal derfor turde bruge sin erfaring og sine grå hår som grundlag for at stille de spørgsmål, der får virksomheden til at se sig selv i et nyt perspektiv. Mit mål er at flytte perspektivet i virksomheden og hen ad vejen også ændre på vanerne. Som headhunter skal man turde komme med nye betragtninger på ledelsen og medarbejderne, på den stilling, som virksomheden ønsker besat, og på den persontype, virksomheden ønsker at ansætte.
Det kræver mod – og ja, det kræver grå hår – som man får sammen med erfaring og ved at have set og navigeret gennem de fleste scenarier, som branchen har at byde på.
Mit mål er altid at finde den rigtige kandidat til jobbet. Det er motiverende, det er forpligtende, og det er lige netop dér, hvor jeg kan bruge mine grå hår og min erfaring til at sikre ”the perfect match”.